Børn er sværere end vi troede
I de 17 år, ULF har eksisteret, har vi ofte fået henvendelser fra unge piger, der har fået deres barn tvangsfjernet, eller er gået med til en frivillig anbringelse, som de mere elle mindre har følt sig tvunget til.
Tvangsfjernelsen er ofte sket direkte fra sygehuset, og de unge forstår ikke hvorfor, da de aldrig har fået lov til at passe deres barn.
Desværre er det et skævt Danmark, vi bor i, når det gælder anbringelse af børn, især børn af udviklingshæmmede. Nogle kommuner tilbyder de unge et ophold i et familiecenter, hvor de passer deres barn under overvågning, men ofte er det kun med henblik på en fjernelse, og ikke for at se om de kan passe barnet med den rette hjælp. I familiecentrene bliver man kun overvåget og ikke hjulpet og undervist i de ting, der kunne være med til at man kan beholde barnet.
Andre kommuner fjerner generelt børnene, når der er tale om udviklingshæmmede, og så er der de få kommuner, der går ind og tilbyder familierne kan have deres barn hjemme med den rette hjælp.
ULF ønsker ikke, der bliver født børn, som ikke kan blive hos deres forældre. Det er en katastrofe både for forældrene og børnene, men som vi ser det, er det en helt forkert måde kommunerne griber sagen an på. Ofte får parret bare et barn mere, hvis det første bliver fjernet. Vi har kendskab til, at familier får både 2 og 3 børn, før de opgiver, og der opstår en vrede mod systemet, da det ikke ret ofte er lykkedes kommunerne at give forældrene en forståelse for, hvorfor deres barn er fjernet.
Skal selv træffe beslutninger
Med vores projekt ” Levende babydukker ” er vores ønske, at de unge familier skal prøve, hvad det vil sige at passe et barn, inden de beslutter sig for at få et barn. Vi mener det er vigtig, at beslutningen om, hvorvidt vi skal have børn kommer fra os selv. Vi er hele livet vokset op med, at andre beslutter for os, først forældre og siden pædagogerne. Ofte får vi at vide ”det kan du ikke”, uden at vi får lov til at prøve. Mange gange er det en misforstået overbeskyttelse af os, som vi ikke ønsker. Vi er ligesom alle andre nødt til at få vores egen erfaring. Babydukkerne kan give os en viden om, hvad der kræves af os for at kunne passe et barn, og hvad der er vigtig for os at det bliver afprøvet.
Mere krævende end forventet
Vi har nu haft projektet i 5 år og har fået en stor erfaring med, hvordan babydukkerne virker, de har været igennem cirka 200 unge. Enkelte var i forvejen steriliseret, men var i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, og den enkle borger kan nu komme videre med sit liv og finde en anden løsning på at få det behov dækket. Nogle vælger et sponsor-barn og andre vælger et kæledyr, og der er ganske få, der vælger at få sin egen babysimulator, som de så kan slukke for, når de har behov for ro.
Der er også unge, der vælger helt fra, da det viste sig at babyen var noget sværere, end de forventede. Andre vælger at prøve igen efter nogle år, og derved regner med, de har udviklet sig så meget, at de til den tid kan passe et barn. ULF henvender sig cirka 6 måneder efter, de har prøvet at passe vores baby for at følge op på det valg, de har foretaget. Det viser sig, at der i 5 år kun har været meget få, der har valgt at få et barn, mange har valgt at blive steriliseret efterfølgende.
Vi håber på, kommunerne går ind og hjælper med støtte til de unge, der har mulighed for at passe et barn med lidt hjælp. Vores projekt viser, at de unge, der ikke er i stand til at passe et barn, ofte vælger det fra.
Vi ved, der er lang vej til at udviklingshæmmede kan tage fuld stilling til, om de kan passe et barn, men vi mener, at god oplysning og det at prøve det på egen krop er vejen frem.
Der er en verden til forskel på, om der er noget, vi selv beslutter - eller om det er andre, der beslutter for os.
Af projektleder Jane Jensen