Bare tanken giver sved på panden

7. februar 2017

Sved på panden, kan man få af det der motion, og nu skal jeg ud og prøver det. Jeg er ellers ikke den store idrætsudøver.

tekst: Morten Smith

Det er tirsdag formiddag og jeg er blevet lokket med på beskæftigelsestilbuddet MultiPro i Vejle, for at lave gymnastik. Lige så snart man træder ind af døren kan man mærke, at der er en helt speciel forventning. Jeg sætter mig i kantinen sammen med nogle af medarbejderne for at høre, om deres oplevelser med den ugentlige gymnastik. Det viser sig hurtigt, at de medarbejdere, jeg taler med, alle er glade for tiltaget. Og sætninger som bare tanken giver sved på panden og man bliver træt på en god måde, er nogle af de kommentarer, der kommer frem under vores samtale. Faktisk er gymnastikken så populær, at der har været forespørgsler fra medarbejdere, som har hjemmedag tirsdag, om ikke gymnastikken kunne flyttes til en anden dag.

sved på panden

Alle kan være med. Øvelserne kan laves både stående og siddende

På MultiPro bliver gulvet ryddet på et af værkstederne for at give plads til dagens fysiske udfoldelser. Der bliver grinet og hygget, mens man gør sig klar. Vi er vel omkring 25 personer med til dagens gymnastiktræning, hvilket er ca. halvdelen af medarbejderne på værkstedet. Efter lidt tekniske problemer med musikken er vi alle klar. På MultiPro kan alle, der ønsker det, deltage. Det betyder blandt andet, at øvelserne kan laves både stående og siddende. Der er hjælp at hente, hvis man ikke helt kan følge med, hvilket jeg godt kunne have haft brug for, men jeg havde stillet mig lidt i baggrunden, så der ikke var alt for mange, som skulle få smerter i øjnene af at se min utrænede krop forsøge at vride sig.

Det er helt tydeligt, at der under hele seancen er fuld koncentration, engagement og glæde. Instruktørens energi smitter af, og alle giver den alt, hvad de kan. Vi bliver guidet gennem en masse forskellige øvelser, som gør, at vi får brugt hele kroppen, og vi får sved på panden.

Træningen gør en forskel

Efter gymnastiktimen får jeg endnu en snak med nogle medarbejdere. Vi er alle enige om, at det er dejligt at have fået rørt kroppen, og at man er træt på en god måde. Det viser sig også, at der er flere som rent faktisk også laver nogle af øvelserne hjemme på daglig basis. Sundhedskonsulent Joan Riis fra Udviklingshæmmedes LandsForbund, som er instruktør på gymnastiktimerne på MulitiPro, fortæller, at hun kan se, at træningen gør en forskel. Flere er blevet mere smidige og har fået en meget bedre balance.

Da jeg lidt over middag denne tirsdag forlader MultiPro, er det med kommentarer om, at medarbejderne glæder sig til næste tirsdag, hvor de igen skal bruge kroppen og have sved på panden. Jeg derimod tror, at det næste stykke tid kommer til at gå med, at få min krop til at holde op med at være øm – for vi har alle fået brugt kroppen og musklerne på denne tirsdag formiddag.