Vi oplever alt for mange forringelser

10. juni 2016

formanden_nyhed

Vi handicappede får tit at vide, at vi er for dyre. At kommunerne ikke har råd til at hjælpe os. At udgifterne til handicappede stiger og stiger. Men vi vi vil ikke finde os i at blive kaldt dyre. Vi er ikke en byrde. Vi bidrager til samfundet. Rigtig mange af os går på arbejde, betaler skat og bidrager med mange ting.

Vi har været igennem rigtig mange forringelser de sidste 10 år. Så når vi får at vide, at handicapområdet skal spares ind, fordi vi handicappede er for dyre, så må vi lige gøre opmærksom på, at der er blevet sparet meget på vores område.

Her er nogle eksempler:

Fleksjob 

Hvis man vil ud at arbejde på det almindelige arbejdsmarked og ikke får pension, så kan man arbejde i fleksjob. Her er der kommet forringelser, fordi man i dag får suppleret op til kontanthjælp. Før fik man suppleret op til mindsteløn. Regeringen siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men sådan føles det ikke for os udviklingshæmmede, der skal arbejde i fleksjob  hele livet. For der er jo nærmest ingen forskel på fleksjob og kontanthjælp.

Førtidspension

Der er blevet lavet en stor reform af førtidspension. Det betyder, at der næsten ikke er nogen, der får pension i dag. Næsten alle får at vide, at de skal ud at arbejde. Vi synes det er godt at komme ud at arbejde på arbejdsmarkedet. Men dem, der slet slet ikke kan arbejde, skal have en ordentlig behandling af kommunen og have en pension.

Kontanthjælp

Regeringen har lige indført et kontanthjælpsloft. Det betyder, at det bliver sværere at få kontanthjælp. Man får mindre i ydelse. Og man skal bevise, at man har arbejdet 225 timer om måneden. Det er en forringelse, som er meget svær for os udviklingshæmmede.

Store boenheder

Der bygges flere og flere store boenheder. Flere og flere handicappede bliver samlet i handicapghettoer. Det er en klar forringelse. Vi synes, vi har et bedre liv med mere livskvalitet, når vi bor i små boenheder. Så er vi nemlig en del af samfundet og er ikke gemt væk i ghettoer.

Hjemmedage

Flere og flere steder ser vi, at vi udviklingshæmmede får tvungne hjemmedage. Det betyder, at vi bliver holdt hjemme, i stedet for at komme ud at arbejde på værkstedet. Så sidder vi derhjemme og kukkelurer.

Transport

Vi ser flere steder, at taksterne til transport bliver sat op. Det er for eksempel, hvis man har en bus til bofællesskabet. Så er det ikke så tit, man kommer ud at køre mere, fordi det er blevet meget dyrere. Eller fordi kommunen ikke vil betale tilskud til, at man kan kører i bussen.

Manglende retssikkerhed

Undersøgelser har vist, at der er alt for mange fejl i kommunernes afgørelser. Det vil sige, at kommunerne  nogle gange siger nej til at hjælpe os udviklingshæmmede, selvom  vi har krav på hjælp. Så selv om der står i loven, at de skal hjælpe, så gør de det ikke alligevel. Det er stærkt bekymrende.

 

Vi udviklingshæmmede er tit utrygge. Vi er bange for, hvornår sparekniven skal svinges næste gang. Hvornår bliver hjælpen taget fra os? Hvornår skal vi have flere tvungne hjemmedage? Hvornår bliver vores pædagog fyret? Hvorfor kan vi ikke komme på ferie mere? Hvorfor kan vi ikke få ledsagelse?

Som I kan se i denne faktaboks, er der en grund til, at medlemmerne er utrygge. Det er fordi der de seneste er sket markante forringelser inden for vores område.

Det er ikke klynk når vores medlemmer fortæller, at  de har fået det værre og at de er bange for hvad der skal ske. Det er op ad bakke, når vi ligger nederst. Når det er os der bliver ramt hver gang af besparelser.