ULF Ferie

Information angående Corona-Virus:

Vi følger situationen nøje og retter os efter de retningslinjer udenrigsministeriet anbefaler. Det vil sige at vi ser tiden an, og tager en dag a gangen. Skulle der ske noget, der kommer til at påvirke ULF Feries rejser, vil vi kontakte de gæster det drejer sig om.

Dette betyder også, at vi på nuværende tidspunkt satser på at gennemføre alle ferieture, som planlagt.

Telefonen er indtil d. 13 April 2020 åben på hverdage, fra 10.00 til 14.00.

Ifht. ULF Ferie:

Angående turen til Vild med dans i København: Turen er desværre aflyst. Har du spørgsmål til denne tur, eller tilbagebetaling af pengene, kan du ringe på 2122 2798.

Angående turen til Kreta og Rhodos: (og andre charterrejser) Bravo tours retter sig ligeledes efter udenrigsministeriets anbefalinger. Dog løber den nuværende anbefaling ikke helt til Maj. Dvs. at vi må se tiden an, hvordan situationen er i Danmark og i Grækenland når vi kommer tættere på afrejse. Vi holder jer opdateret, når vi ved noget nyt.

Vi beder alle der har spørgsmål til ULF Feries rejse, om at kontakte ULF Ferie, og ikke Riis Rejser eller Bravo Tours. På den måde kan vi sammen lettetrykket på rejsebureauerne, så de kan koncentrere sig om at få deres gæster hjem fra udlandet, trygt og godt.

Vi forstår, at det er svært at være tålmodig, når man har glædet sig længe, til at skulle på ferie. Men vi håber på forståelse, og gør alt hvad vi kan for at løse en svær situation.

Opdateret d. 30 marts 2020//opdateres løbende

Velkommen til ULF Ferie

Vi har desværre haft problemer med vores hjemmeside og har derfor oprettet denne side. Her vil du kunne læse mere om, hvad ULF Ferie er, om vores forskellige rejser, se rejsebetingelser, hente vores tilmeldingsblanket osv.

Mennesker med udviklingshandicaps drømmer også om ferie

ULF Ferie har siden 2012 lavet ferieture for selvhjulpne mennesker med udviklingshandicaps. Vi kalder det “pædagogfri” ferie. Det hedder det fordi 25 års erfaring i ULF viser, hvor meget medlemmerne ændres og udvikler sig, når de kommer ud af deres sædvanlige pædagogiske rammer. På ULF Ferie er selvbestemmelsen i højsædet, her er ingen fastlagte aktiviteter, sengetider eller løftede pegefingre. På vores ture er alle ligeværdige. Uanset om man deltager som gæst eller frivillig, er vi fælles om ansvaret for at få en god ferieoplevelse. ULF Ferie er formidler af rejserne og samarbejder med rejsebureauer, der alle er medlem af rejsegarantifonden.

ULF Feries gæster

Primært forventes det af gæsterne, at de selv kan klare personlig hygiejne, samt at de kan indgå i sociale relationer og være en del af gruppen de rejser med.

ULF Feries rejseteam

De frivillige har alle forskellige baggrund og alder. Vi lægger vægt på at de frivillige er rummelige og kan holde overblik, men fremfor alt er det vigtigt; at de vil vores gæster, og gode oplevelser sammen med dem.

De frivillige støtter gæsterne gennem lufthavnen og til hotellet. De minder gerne gæsterne om, at de eventuelt skal huske at tage medicin og hjælper med sproget eller hvis der skal veksles penge. De frivillige er ikke på arbejde og får derfor ikke løn. Rejse- og opholdsudgifter til de frivillige samt administration til ULF Ferie er inkluderet i rejsens pris.

Har du behov for at have din egen personlige ledsager med på ferien, kan du også det. ULF Ferie hjælper dig også gerne med at finde en frivillig personlig ledsager. Hvis du ønsker at rejse med personlig ledsager, skal du selv betale udgiften for ham eller hende.

Kontakt

Telefon: 2122 2798
E-mail: ulf-ferie@ulf.dk

Vi har telefontid:
Tirsdag: kl. 9.00 – 12.00
Torsdag: kl. 9.00 – 12.00