Projekter i ULF

Vores projekter
I ULF begynder et projekt med en idé, et ønske eller en udfordring fra hverdagen hos mennesker med udviklingshandicap. Sådan har det været, siden foreningen blev til for mere end 30 år siden. Vi har blandt andet arbejdet med ferie, forældreskab og sundhed. Med vores projekter vil vi skabe nye muligheder og give mennesker med udviklingshandicap viden, de kan bruge i hverdagen. Det skal være med til at give den enkelte et godt liv med større mulighed for selv at bestemme.
Selvbestemmelse præger også den måde, vi arbejder på. Vi har borgervejledere med i alle vores projekter. Mennesker med udviklingshandicap deltager også i ekspertgrupper og styregrupper. Her er de med til at træffe beslutninger og bruger deres egne erfaringer til at vurdere, om det, vi udvikler sammen, kan bruges i hverdagen.
Når projekterne lever videre

For os er det vigtigt, at det, vi skaber i et projekt, også kommer mennesker til gode, når projektet er slut. Projektet Pædagogfri Ferie blev for eksempel starten på de ferier, vi arrangerer i dag. Gennem årene har mere end 3.000 mennesker med udviklingshandicap været på ferie med ULF, både i og uden for Europa.
ULFs forældreforløb begyndte i 2003 med nogle robotbabyer. Siden voksede forløbet, og i 2022 fik det en bevilling på finansloven.
Mange af vores projekter lever videre som kurser. Vores diabeteskursus begyndte som et projekt, og med støtte fra flere bevillinger har vi kunnet udvikle kurset videre. I dag er det et af vores mange kursustilbud til mennesker med udviklingshandicap.
Et projekt kan også ændre den måde, vi arbejder på i ULF. Formålet med ULF-tolkene var at få frivillige uden handicap til at støtte arbejdet i vores lokalkredse. Den model bruger vi stadig i dag.
Andre gange bliver en aktivitet fra et projekt til en fast tradition. I projektet ULF Fælles lavede vi aktiviteter, hvor folk kunne mødes online. Flere år efter projektets afslutning er fredagsbaren stadig en fast del af ULFs tilbud, og deltagerne mødes online hver fredag.
På denne side kan du gå på opdagelse i et udvalg af vores projekter. Du kan læse om idéerne bag dem og se, hvad de har ført til.
