Det jeg kan, gør jeg selv
Et projekt om selvstændighed, stolthed og ejerskab over eget liv

Projektperiode fra 2012 til 2016
Om projektet
Projektet ”Det jeg kan, gør jeg selv” blev gennemført i et samarbejde mellem ULF og Fredericia Kommune fra 2012 til 2016. Formålet var at styrke mennesker med udviklingshandicaps mulighed for at leve et mere selvstændigt liv, få større indflydelse på deres egen hverdag og udvikle troen på deres egne evner.
Projektet tog udgangspunkt i, at mennesker med udviklingshandicap skal have mulighed for selv at prøve kræfter med hverdagens opgaver og udvikle deres færdigheder. Når andre ofte hjælper med at løse opgaverne, kan det betyde, at man ikke får mulighed for at opdage, hvad man selv kan klare. Derfor arbejdede projektet med at skabe en fælles forståelse blandt borgerne, medarbejderne og de øvrige omkring borgeren: Man skal have støtte til at gøre tingene selv, frem for at andre gør dem for én.
Stolthedsstafetten – små skridt med stor betydning
En central del af projektet var Stolthedsstafetten, som skulle gøre deltagernes fremskridt synlige og give dem mulighed for at dele deres succesoplevelser med andre.
Deltagerne arbejdede med personlige mål, som de selv havde været med til at vælge. Det kunne handle om at blive mere selvhjulpen i hverdagen, overvinde en udfordring eller opnå noget, man længe havde ønsket sig. Fremskridtene kunne dokumenteres med billeder og personlige fortællinger, som deltagerne kunne vise frem og fortælle om.
Tanken var, at stoltheden over det, man selv kunne, skulle inspirere andre til også at sætte sig mål og arbejde hen imod dem. På den måde blev deltagernes erfaringer ikke kun en personlig succes, men også en mulighed for at motivere og støtte hinanden.
Brugervejledere
En vigtig del af projektet var desuden at uddanne brugervejledere. Det var mennesker med udviklingshandicap, som med udgangspunkt i deres egne erfaringer skulle vejlede, inspirere og støtte andre.
Brugervejlederne havde to funktioner i projektet: De skulle holde oplæg om deres egne stoltheder og derved inspirere andre, og de skulle have samtaler med andre, der også ønskede at få en stolthed og større indflydelse egen udvikling og støtten dertil.
Ved brug af billedbaserede interviewguides udførte borgervejlederne stolthedssamtaler med andre borgere, hvor den enkeltes ønsker til udvikling kom frem. Samtalerne foregik i øjenhøjde, hvor deltagerne kunne spejle sig i hinanden og dele erfaringer på en ligeværdig måde.
Hvilke erfaringer gav projektet?
Projektet gav erfaringer med, hvordan personlig udvikling kan styrkes, når borgerne selv får en aktiv rolle i at sætte mål og arbejde med deres egne ønsker. Det viste, hvordan stoltheden over egne fremskridt kunne få en personlig betydning og styrke oplevelsen af selvstændighed. For nogle handlede det om at overvinde tidligere vanskeligheder og vise både sig selv og andre, at de kunne mere, end omgivelserne måske forventede.
En væsentlig erfaring var betydningen af, at mennesker med udviklingshandicap kunne bruge deres egne erfaringer til at hjælpe andre. Brugervejlederne bidrog med et perspektiv, der byggede på genkendelse og fælles erfaringer. Det skabte mulighed for mere ligeværdige samtaler, hvor den enkelte i højere grad kunne sætte ord på sine egne ønsker og drømme. Det viste sig, at de mål der kom frem under borger-til-borger samtalerne var nogle andre, end dem der kom frem under samtaler med pårørende, personale og sagsbehandlere, hvor borgerne var god til at læse, hvad andre forventede, at de skulle sige.
Projektet viste også betydningen af samarbejdet mellem borgerne, brugervejlederne og medarbejderne. Det krævede, at omgivelserne var villige til at ændre vaner og give borgerne plads til at prøve selv. Støtte og tålmodighed var fortsat vigtige, men hjælpen skulle tilrettelægges, så den enkelte fik mulighed for at udvikle sine færdigheder og blive mere selvhjulpen.
En vigtig erfaring fra projektet var, at personlig udvikling handler om mere end at kunne klare flere praktiske opgaver. Det handler også om at få indflydelse på sit eget liv, opleve succes, blive anerkendt for det, man kan, og få mulighed for at bruge sine erfaringer til at være noget for andre.
Projektet satte dermed fokus på, at mennesker med udviklingshandicap ikke kun skal modtage støtte, men også skal have mulighed for at tage ansvar, træffe egne valg og bidrage aktivt til fællesskabet.
Du kan læse hele rapporten Stolthedsstafetten af Frank Bylov, NVIE.
https://www.ulf.dk/wp-content/uploads/2017/05/170312_Stolthedsstafetten_rapport_A4_final_DIGITAL.pdf
Støttet af: Satspuljemidlerne under Social- og Integrationsministeriet

