Rusmidler og skadevirkning

Projektperiode 2019–2020

Om projektet

Hvordan siger man nej, når nogen tilbyder en øl mere? Og hvem kan man tale med, hvis alkohol eller stoffer fylder for meget i hverdagen? I projektet Rusmidler og skadevirkning udviklede ULF materialer, der gør det lettere for mennesker med udviklingshandicap at tale om rusmidler og få støtte, hvis de ønsker at ændre deres forbrug.

ULF havde hovedansvaret for at udvikle materialerne. Det gjorde vi sammen med mennesker med udviklingshandicap, Metodecentret, Rusmiddelcenter Viborg og medarbejdere fra voksenhandicapområdet i Viborg Kommune. Metodecentret og Viborg Kommune var med til at finansiere materialerne.

Erfaringer og resultater fra projektet

På projektets workshops fortalte deltagerne, at de ikke brød sig om ordet misbruger. Det fik betydning for sproget i materialerne. Her taler vi om forbrug og overforbrug, og vi opfordrer fagpersoner til at lytte til de ord, den enkelte selv bruger.

Vi udviklede blandt andet følelseskort, øvelser i at sige nej og tegninger af fire personer, som man kan genkende noget af sig selv i. En samtale kan for eksempel begynde med, hvad personen på en tegning kunne gøre, hvis vennerne presser på. Det giver en åbning til at tale om egne oplevelser, når man er klar til det.

Projektet mundede også ud i to vejledninger. Den ene giver socialfagligt personale idéer til at tage hul på samtalen om rusmidler i hverdagen. Den anden viser, hvordan rusmiddelbehandlere kan bruge tegninger og øvelser i behandlingen.

Læs om materialerne, og hent begge vejledninger hos Metodecentret